Til Røde Fane si heimeside
Artikkeloversikt sortert på forfattar
Artikkeloversikt sortert etter utgåve
Artikkeloversikt sortert på tema
Til heimesida til AKP

Østudvidelsen - lebensraum
for europæiske monopoler

av Karen Sunds

Røde Fane nr 4, 2003

Karen Sunds er medlem av DKP(m-l) og Folkebevægelsen mod EU


EU udvider mod øst og det har betydning for EUs økonomi. Hvordan påvirker det igjen styrkeforholdet mellem verdens to imperialistiske poler, EU og USA?

Styrkeforholdet, modsætningerne og de kommende intense kampe mellem USA og EU, vil efter min opfattelse være dét, der i de kommende år sætter den politiske dagsorden i verden.

Året 2003 vil på flere måder sætte skel i historien:

Begivenheder, der tilsammen har givet store overskrifter i aviserne: "EU er handlingslammet af uenigheder om holdningen til USA." "EUs ambitioner om at blive en politisk og militær magt er strandet for evigt." "EUs handlingslammelse vil blive total, når de USA-begejstrede østlande kommer med."

Sådan er billedet af de to imperialistiske poler blevet tegnet. Men det er efter min opfattelse en helt overfladisk betragtning, og slet ikke noget korrekt billede. Vi må grave et spadestik dybere. Vi må se på de to magters økonomiske interesser og magtforhold. Og vi må se på den bevægelse, der er i udviklingen.

Sandheden er, at USA er en supermagt med et kolossalt militært og politisk-diplomatisk potentiale, men med en økonomi, der hærges af dybe indre modsætninger og strukturelle problemer. USA er en såret supermagt, og derfor meget aggressiv.

EU er derimod en imperialistisk magt, der er på vej frem. En supermagt i svøb. Et imperialistisk center, som endnu mangler de afgørende elementer i den politiske struktur, og ikke mindst i den militære. Men som ikke mindst i lyset af USAs seneste provokationer, har sat kurs mod at løse disse mangler med den nye unionsforfatning.

Og frem for alt har EU taget nogle vigtige skridt for at vinde den økonomiske kamp mod USA. Den allervigtigste sejr for EU, er netop udvidelsen mod øst. En begivenhed, som vi næppe forstår den fulde betydning af i øjeblikket.

Da markedet åbnede sig mod øst

I 1989 ændrede de politiske strukturer sig på verdensplan, på ganske kort tid. Årsagen var murens fald, Sovjetunionens og dermed østlandenes sammenbrud som politisk system. Med denne begivenhed var hele fundamentet for en alliance mellem EU-landene og USA mod den fælles fjende, Sovjetunionen, ikke længere til stede.

Det strategiske samarbejde blev afløst af imperialistisk konkurrence. Siden da er modsætningerne mellem USA og EU bestandigt øget. De er akkumuleret kvantitativt. Og med Irak-krigen er kvantitet for alvor slået over i kvalitet: modsætningerne mellem verdens to imperialistiske poler er slået ud i lys lue.

Sovjetunionens fald markerede den største tilgang af nye ekspansionsmuligheder for imperialismen, i årtier. Spørgsmålet om, hvem der vinder kontrollen med disse nye markeder, er vigtig for det langsigtede styrkeforhold.

De europæiske monopoler vejrede straks morgenluft. Ikke mindst de tyske monopoler tog den gamle "Drang nach Osten"-ånd fra 30erne frem igen, og de var særdeles hurtige på aftrækkeren.

Godbidderne var lige til at tage. Produktionsapparatet i de tidligere planøkonomier var billigt til salg. I en sand privatiseringsrus, blev store vigtige statsejede industrier nærmest foræret væk. Som den polske kommunist, Adam Marcin, beskrev det for mig: "I de sidste ti år, har vesteuropæiske monopoler haft frie hænder til at etablere sin dominerende position på det polske marked og overtage polske virksomheder. Privatiseringsprocessen, som allerede er gennemført, har haft en virkelig ødelæggende, røveragtig karakter. De fleste store statslige virksomheder er blevet splittet op til mindre dele. Dets produktion er blevet tømt for teknologi og reduceret til montering af komponenter færdige varer. En del virksomheder blev likvideret umiddelbart efter privatiseringen."

Polske økonomer har beregnet, at de store statslige virksomheder i gennemsnit er solgt til mellem 5 og 15 procent af deres reelle værdi.

Der er to vigtige grunde til, at Østeuropa er en guldgrube for de europæiske monopoler. Den ene er det enorme markedspotentiale. Den anden er den billige og veluddannede arbejdskraft, som Østeuropa er rig af. Siden murens fald har processen med såkaldt vertikal arbejdsdeling i det enkelte monopol været udtalt:

Indenfor bilindustri, televirksomhed er det en klar tendens, at europæiske monopoler placerer selve den ufaglærte samleproduktion i øst, for at udnytte den billige arbejdskraft, mens administration, forskning og udvikling forbliver i vest.

På den måde er Østeuropa i hastigt tempo ved at udvikle sig til en lavtløns-produktionszone. Det er nøjagtig ligesom USA, efter indgåelsen af den såkaldte Nafta-aftale, bruger Mexico.

EU bakker de europæiske monopoler op

De europæiske monopoler havde ikke kunnet ekspandere så hurtigt i Østeuropa, hvis de ikke var blevet bakket op af EU.

EU har fra første dag forstået den nye dagsorden. Via EU er der blevet stillet de krav til økonomiske reformer, herunder privatiseringer, som banede vejen for den vest-europæiske kapital.

Det politiske trick bestod i at tvinge de østeuropæiske lande til at vende sig til EU og gøre sig klar til EU-medlemsskab.

I dag kan vi synes, at "de havde jo ikke andre muligheder". Men det var i starten af 90erne langt fra givet, at EU-medlemsskab var vejen frem. I mange af landene så man ganske vist EU som et område "med mælk og honning". Men frem for alt ville man gerne handle med EU. Det havde sandsynligvis været optimalt for landene, at forsøge at fastholde deres eget handelssamarbejde, som havde fungeret via Comecon, som et vigtigt fundament for den økonomiske udvikling i landene.

Men den dagsorden skulle EU hurtigt få lavet om på. Fuldstændig kynisk udnyttede EU, at de østeuroæiske lande var i en desperat situation. I flere af landene sank bruttonationalproduktet med 30-50 procent, og massearbejdsløsheden holdt sit indtog.

I denne situation havde østlandene forhåbninger om, at de kunne bygge sig op igen, ved at producere og eksportere til det store marked i EU.

Men fra EUs side var meldingen klar: hvis I vil handle med os, skal I gøre jer klar til at blive EU-medlemmer. I skal gennemføre de politiske, økonomisk og retslige harmoniseringer til EU-regler, som vi opstiller, - eller I får ikke adgang til vores marked. For at illustrere, at det var alvorligt ment, etablerede EU den såkaldte "sølvmur": EU pålagde handelsrestriktioner på alle de varer, som de østeuropæiske lande kunne konkurrere på. Det drejede sig for eksempel om landbrugsprodukter, tekstil og stål. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Danmark, der er et forskningsinstitut tilknyttet LO, har beregnet, at disse handelsrestriktioner svarede til at belægge varerne med en told på 100 procent.

Herefter varede det ikke lang tid, før de østeuropæiske lande faldt til patten. Et af de største kolonialiseringsprojekter i nyere tid, tog sin begyndelse.

Også i dag spiller EU de europæiske monopolers spil. Systematisk stilles de østeuropæiske lande overfor miljøkrav og andre krav, der betyder, at deres egen traditionelle industri bliver diskrimineret, og markedet kan overtages af vestlig kapital. Blot et eksempel: Under optagelsesforhandlingerne i København i december sloges EU og østlandene bravt om landbrugsaftalerne: en række af de fødevarer, som har været basale i de østeruopæiske lande, vil EU ikke anerkende. "De lever ikke op til vores høje standard," forlyder det. For eksempel ville EU ikke godkende, at en stor del af mælkeproduktionen i Polen sælges fra stalddøren, og altså udenom de store mejerier. Det er ikke svært at se, at det er i de store multinationale mejeriers interesse at få lukket for denne handel, for at de ikke skal gå glip af markedet. Det gælder for eksempel den store danske mejerigigant, Arla, der står på spring til at indtage Østeuropa. Det endte med et kompromis på den aktuelle sag om stalddørssalg af mælk. Men eksemplet illustrerer EUs metode.

I Østeuropa er der voksende frygt for, at dette kun er starten. At den østeuropæiske industri, landbrug og andre erhverv vil blive udkonkurreret, når det indre marked for alvor slippes løs. Vestlige firmaer har langt højere produktivitet og konkurrencekraft. Den gamle industri og de gamle virksomheder vil blive slået i konkurrencen, og i stedet vil der komme industri, der er underleverandører til vestlige monopoler. Ikke noget godt bytte for østeuropærerne, hvis man skal se på den nationale selvbestemmelse. Som de polske kommunister udtrykker det: Den nationale kontrol med den industrielle basis i et land, er helt afgørende, også i kampen for socialisme.

EU-monopoler fører an

Her godt ti år efter er der ikke tvivl om, at det er EU, der er rendt med godbidderne i Østeuropa. I dag står EU for næsten 70 procent af handlen med de østeuropæiske lande. Og også de udenlandske investeringer er totalt domineret af EU. Knap 80 procent af den samlede stock af udenlandske investeringer i østlandene, er ejet af EU-kapital.

Her kan USA slet ikke være med. Men det betyder ikke, at den amerikanske kapital har opgivet. Tværtimod rykker USA flere og flere af sine investeringer mod øst. I 2002 faldt de ikke-europæiske investeringer i EU-området med 11 procent, mens de steg 21 procent i Østeuropa. Kampen om de østeuropæiske markeder er mere intens end nogensinde. Men første halvleg blev vundet af EU.

Det er derfor, at vi ser USA spille det militære og det politisk-taktiske kort overfor de østeuropæiske lande. USA har arbejdet intenst for at få landene ind i Nato, før de blev medlemmer af EU. Ligesom USA taler om at flytte amerikanske baser fra det gamle Europa til det nye Europa. Men på sigt vil der ikke være tvivl om, at de østeuropæiske lande i stigende grad er politisk styret af EU, og EUs store lande. Dette forhold bestemmes af de økonomiske bånd i kapitalen.

EU ser mod øst og syd

Knapt er blækket tør på de østeuropæiske landes optagelse i EU, før EU udpeger de nye områder, som skal indlemmes i Unionen. Det skete allerede her i foråret under topmøderne i Athen og Thessaloniki.

EU har her formuleret en såkaldt "naboskabs-politik": Målsætningen er, at den næste række af randstater rundt om det udvidede EU, skal inddrages i EUs indre marked over en årrække. Det drejer sig om lande som Ukraine, Moldavien, Hviderusland, der skal åbnes for de europæiske monopoler. Årsagen er, at kapitalen i EU allerede er begyndt at trænge ind i disse nye områder. Ikke mindst Ukraine er i virksomhedernes søgelys. Her er lønnen kun en tiendedel af, hvad den er i Danmark.

Også Vest-Balkan skal nu sikres for den europæiske kapital. Vest-Balkan har ikke blot økonomisk interesse. Vigtig er også Vest-Balkans strategiske placering, rent geografisk, i forhold til leverancer af råstoffer og olie til EU. På Thessaloni-topmødet har EU besluttet, at landene på Vest-Balkan skal tages hurtigt ind i EU. Det drejer sig om: Serbien-Montenegro, Kroatien, Albanien, Makedonien og Bosnien-Herzegovinia. De fem lande skal tages ind i EU, "også selvom spørgsmålet om Kosova ikke er løst", som det blev udtrykt efter topmødet af EU-Kommissionens formand, Prodi. Det er et klart forsøg på at presse USA ud af området. USA opererer også på Balkan, og forsøger at udnytte bevægelsen for et selvstændigt Kosova, som spydspids for amerikanske interesser. Men hvis landene først er blevet medlemmer af EU, har USA ingen muligheder for at intervenere. For så er der tale om "interne EU-problemer".

Igen ser vi, at kapløbet mellem EU og USA er i centrum i begivenhederne.

Østudvidelsen og arbejderklassens rettigheder

Efter min opfattelse er det svært at overvurdere betydningen af østudvidelsen for den europæiske kapital. Og det drejer sig ikke kun om kapitalens profitmuligheder i Østeuropa selv. Det handler også om, hvordan de europæiske monopoler planlægger at udnytte østudvidelsen til at få gennemført et dybtgående opgør med arbejderklassens sociale og faglige landvindinger i de gamle EU-lande, selv. Dette aspekt er meget overset i den aktuelle debat.

EU har gennem mange år set misundeligt over til USA. Den amerikanske økonomi har tilsyneladende et større vækstpotentiale end den europæiske. I USA ligger produktiviteten generelt 20 procent højere end i EU. Og i runde tal er vækstraten i den amerikanske økonomi omkring et procentpoint højere end i EU-området. Det er i øvrigt nogle nøgletal for den amerikanske økonomi, som dækker over et langt mere skrøbeligt fundament, for den amerikanske økonomi er alt andet end sund. Men det vil jeg ikke grave dybere i lige nu.

I 1997 vedtog EU den såkaldte Lissabon-strategi. Her formulerer EU den målsætning, at blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. Det er med andre ord en åben udfordring til USA. Men USA er netop et forbillede for EU. Ikke mindst det amerikanske arbejdsmarked ønsker EU at kopiere. Et meget opsplittet arbejdsmarked, hvor folk rejser tusindvis af mil for at få job, - hvor millioner af amerikanere er så lavtlønnet, at de er fattige, selv med indtil flere deltidsjobs. Fænomenet kaldes the working poor. På det amerikanske arbejdsmarked er der en kolossal lønspredning, og kun meget få minimumsregler. Det er med andre ord "det fleksible arbejdsmarked", som EU drømmer om at få gennemført.

EUs Lissabon-strategi går netop ud på at skabe et helt dereguleret arbejdsmarked med fri løndannelse, og hvad deraf følger i lønspredning og lav mindsteløn. Samme formål har sænkningerne i de sociale sikringer, pensionsreformer m.v., som skal gøre folk mere sultne og dermed villige til at arbejde, selv til en lav løn. Alt dette er opstillet i Lissabon-strategien. Men EU har problemer med at gå gennemført de nødvendige strukturreformer. Modstanden er stor i arbejderklassen, og de nationale politikere viger tilbage for at lave så dramatiske ændringer, som EU ønsker.

I EU er der stor frustration over, at Unionen endnu har for lidt indflydelse på social- og arbejdsmarkedspolitikken ude i landene. Det vil dog blive ændret, med den nye unionsforfatning, hvor social- og arbejdsmarkedspolitikken kommer ind under den såkaldte "delte kompetence". Det vil betyde, at medlemslandene kun kan tage lovgivningsinitiativer på området, hvis EU har afstået fra at gøre det. Hvis den nye unionsforfatning bliver en realitet, vil der således komme mere skub i harmoniseringen fra 2009. Men jeg er ikke i tvivl om, at EU håber, at østudvidelsen kan gøre en stor del af arbejdet, alene med markedskræfterne, inden 2009.

Østudvidelsen giver en indvandring af meget billig arbejdskraft. Den vil dermed være med til at lægge et massivt pres på fagbevægelsen i EU-landene. Dette ser vi allerede i dag, hvor for eksempel brancheorganisationen "Dansk Byggeri" varsler, at de vil bruge billig østeuropæisk arbejdskraft, selvom der danske bygningsarbejdere går ledige. De skal gå til overenskomstens mindsteløn - hvilket svarer til omkring 60 procent af en dansk bygningsarbejders faktiske løn, siger Dansk Byggeri. Der planlægges altså systematisk løntrykkeri.

I brancher som landbrug, gartneri, byggeri, service og rengøring, er der allerede i dag store problemer med billig illegal arbejdskraft fra Østeuropa, der arbejder på slavelignende vilkår i Danmark.

Men østudvidelsen har også andre negative konsekvenser for arbejderklassen, end de lønmæssige. Den lægger samtidig et massivt pres på velfærdsordningerne i de eksisterende EU-lande. Et solidarisk velfærdssystem, som vi kender i de nordiske lande er baseret på, at alle i et samfund betaler til de sociale goder via skatten, og at alle har lige adgang til de sociale ordninger, hvis man har behov for det. Men systemet kræver, at der er overensstemmelse mellem de, der betaler skat, og de, der har adgang til velfærdsgoderne. Denne overensstemmelse forsvinder, når arbejdskraften begynder at vandre. Arbejdskraftens frie bevægelighed lægger en bombe under de solidariske velfærdssystemer. Den fremtvinger et pres for sociale ordninger, som er baseret på individuelle forsikringsordninger. For derigennem har den vandrende arbejdskraft billedligt talt sin pension med i rygsækken, når han vandrer rundt i EU, på jagt efter job.

Arbejdskraftens frie bevægelighed har altså flere klare gevinster for kapitalen. Der er for mig ikke tvivl om, at kapitalen planlægger at lade østudvidelsen og truslen om massiv indvandring fra øst, være en rambuk for nedbrydningen af det solidariske velfærdssamfund.

Problemer for euroen

Mens østudvidelsen således er slaraffenland for de europæiske monopoler, har den til gengæld indbyggede problemer, når det gælder EUs økonomiske og monetære union, ØMUen og den fælles mønt, euroen. For østudvidelsen vil forstærke de sociale og økonomiske uligheder i euro-zonen markant. Disse centrifugalkræfter kan på sigt blive en trussel for selve den fælles mønt.

Derfor ser vi også, at EU bestemt ikke har det travlt med at få de nye østeuropæiske lande ind i euroen. De vil gerne have dem med i den såkaldte ERMII-mekanisme, hvor landene spænder deres valuta fast til euroen. Men EU tøver med at lade dem komme med i selve euroen, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det er således et problem for EU, at Polen og Ungarn arbejder på at være med i euroen allerede fra 2007.

Ligeledes taler EU-Kommissionen om, at EU skal have en permanent struktur, hvor EU er delt i to: euro-zonen og de lande, der står udenfor euroen.

Euro-medlemskab vil helt sikkert også være et problem for østlandene selv, og ikke mindst for arbejderklassen i landene. Med en fastspændt rente og valutakurs, og en finanspolitik i spændetrøje, er der kun arbejdsmarkedet til at tage imod alle stødene, når de kapitalistiske kriser sætter ind. Det betyder stærk øget lønfald, arbejdsløshed og fattigdom.

Dertil kommer de sociale omkostninger ved at skulle indordne sig ØMUens Stabilitetspagt, der stiller strenge krav til landenes statslige budgetter. Det statslige budgetunderskud må maximalt udgøre tre procent af bruttonationalproduktet. Allerede i dag ser vi, hvordan Polens forsøg på at sænke de offentlige budgetunderskud, med fastfrysning af lønningerne i den offentlige sektor, og hårde sociale nedskæringer, har betydet, at efterspørgslen i det polske samfund er gået helt i stå, med efterfølgende nulvækst. Det sker vel at mærke i en situation, hvor den polske arbejdsløshed officielt er på 20 procent, og reelt ligger på godt 40 procent.

Foruden de sociale og økonomiske konsekvenser, kan euroen i høj grad også give stærke politiske reaktioner. Det er før set, at højrepopulistiske og fascistiske kræfter har forstået at udnytte en sådan situation. Og disse kræfter er absolut til stede i Østeuropa i dag, og arbejder intenst.

Denne situation lægger et fornyet stærkt pres på EU for at få etableret en direkte statsdannelse på EU-niveau, en forbundsstat, som kan udligne noget af denne ulighed. En forbundsstat ville kunne kompensere for nogle af de uligheder, som euroen forårsager. Det kræver, at EU-staten får adgang til direkte skatteopkrævning hos den enkelte EU-borger, og at EU får etableret fælleseuropæiske socialordninger. Lykkes det, vil de såkaldte automatiske stabilisatorer begynde at virke i EU. Det vil sige, at uligheder udlignes "automatisk" via statens økonomi: en region, der rammes af arbejdsløshed, vil automatisk modtage flere penge fra statskassen, i form af dagpengeudbetalinger. Tilsvarende vil den indbetale færre penge, i form af skattekroner.

Denne mekanisme findes ikke i EU i dag. Euroen mangler simpelthen den europæiske forbundsstat, som er så vigtig for at sikre dens fremtid. Men den nye unionsforfatning, som skal forhandles færdig i år, går et langt stykke af vejen. Den giver EU mulighed for at udvikle sig til en forbundsstat, uden nye ratificeringer og folkeafstemninger. Den giver nemlig EUs ministerråd ret til selv at afskaffe vetoretten på nye områder, og trække dem ind under flertalsafgørelser. Det gælder således også skattepolitikken. Ligesom tales der i forfatningen om, at EU kan etablere "nye indtægtskilder".

Det er ikke sikkert, at disse formuleringer overlever den kommende regeringskonference. Især Storbritannien holder hårdt på, at de ikke vil afgive vetoretten på skattepolitikken. Det må tiden vise.

Der er altså stadigvæk usikkerhedsfaktorer i forhold til euroens fremtid og overlevelsesevne, som skal tages med i billedet. Vi skal dog ikke tage fejl af, at euroen i sin korte levetid har formået at give den amerikanske dollar betydelig konkurrence på valutamarkederne. I dag ligger omkring 35 procent af verdens valutareserver i euro. Og vigtige lande som Kina og Rusland har for nylig besluttet at rykke dele af deres reserver over i euro. Tidligere har dollaren været enedominerende i verden, når det gjaldt lagring af kapitalreserver og handel med valuta.

Den dybereliggende årsag til, at euroen allerede efter to år kan fremstå som en potentiel trussel for dollarens placering som verdens "parallel-valuta", er de alvorlige strukturelle problemer i den amerikanske økonomi. Jeg vil ikke gå dybere ned i dette emne. Men i korthed kan man sige, at det amerikanske vækstmirakel i 90erne, den såkaldte "new economy", er skabt, ved at stifte gæld. Den amerikanske økonomi hviler i dag på kviksand. Blot for at illustrere det med et par tal:

USA holder sig alene oppe, på grund af dollarens dominerende stilling i verden. Det er dette, der gør at USA får den nødvendige kapitalindstrømning. Men hvis dollarens kurs fortsætter med at falde, vil kapitalen ikke længere opfatte USA, som "den trygge havn", og den vil vende sig mod euroen i stedet. Det er præcist, hvad der er sket de seneste måneder. Kapitalen er begyndt at strømme ind i EU, fra USA. Dette er en selvforstærkende effekt: jo mere kapitalen strømmer ud af USA, jo mere falder dollaren i værdi, som så igen bidrager til kapitalens flugt. Derfor er situationen overordentlig farlig for USA. For går bunden først ud af markedet, vil USA få samme rystetur, som de asiatiske lande fik i 1997-98.

Kampen mellem verdens to imperialistiske centre, EU og USA, er gået ind i en periode, som vil blive dramatisk og barbarisk. De imperialistiske modsætninger og sværdslag vil uundgåeligt føre til nye krige.

Kun en stærk anti-imperialistisk bevægelse kan forhindre dette ragnarok. En bevægelse, der ikke lader sig fange ind af propagandaen om, at "EU er et nødvendigt modstykke til USA", men som i stedet afdækker det spil om profitinteresser, der forårsager krigene.

Som en brasiliansk kommunist for nylig udtrykte det på et 1.maj-møde i Danmark: "Det er valget mellem barbari eller socialisme." Der er ingen tredje vej.